Jyderup Realskoles generalforsamling 1971

Skoleåret 1970/71 har været et godt år for vor skole, der har været tilstrækkelig fyldt med elever hele tiden. Dertil kommer, at der er skabt ro om skolen sagde formanden for bestyrelsen for Jyderup realskole, direktør Aage Mortensen, Kalundborg indledningsvis i sin beretning ved skolens årlige generalforsamling i aftes.
Generalforsamlingen holdtes i skolens nyrestaurerede gymnastiksal hvor formanden bød velkommen og udtrykte sin glæde over det store fremmøde. Til dirigent valgtes skovfoged Aage Telling, "Stokkebjerghus", Jyderup, hvorefter formanden aflagde beretning

Store arbejder udført
Der er tidligere været brød og brutalitet i vore generalforsamlinger, sagde formanden. Men det skal jeg ikke lægge op til. Det har været et arbejdsår, hvor der er foretaget tiltrængte investeringer. Skolen er næsten 80 år og har haft vanskeligt ved at konkurrere med de ny, moderne skoler på egnen. Men vi er nu godt i gang med en fuldstændig restaurering. således er der kommet nye skolemøbler i samtlige lokaler, og der er foretaget store vedligeholdelsesarbejder. Som de selv kan se, er gymnastiksalen omdannet til et dejligt samlingslokale. Og vi benytter den til dette formål og ikke til gymnastik, som nu er henlagt til Mørkøv hallen. Vi er nået så langt i udbygningen, at vi gerne viser skolen frem. Det næste der sker er en udbygning af toiletterne, der skal fuldstændig ændres og udvides, lige som de skal udstyres med håndvaske. Et arbejde der påbegyndes snarest. der er også problemer med selve skolegården, men dette vil også snart blive løst.
I årets løb er der anskaffet et hel automatisk tonefilmanlæg, og vi er nu i stand til at kunne benytte alle de undervisningsfilm, der er til rådighed. Det er et godt aktiv, også for kollegiet, hvor vi indimellem kører underholdningsfilm.

Tilvalgsskolen
Vi kan komme i bekneb for klasselokaler sagde formanden videre, hvis der indføres tilvalgsskole. Men vi er klar over problemet og det kan komme til at gå sådan, at skolelederens lejlighed så må inddrages til skolebrug.
Der har været talt meget om at afskaffe realeksamen. Men cirkulærerne siger at hvis vi ønsker det kan realeksamen bibeholdes. Skal den afskaffes bliver det forældrene der er højeste myndighed ved skolen, der kommer til at tage bestemmelsen.

Negativ elevråd
Vi har elevråd på skolen, men vi har det sidste år ikke haft nogen henvendelse af nogen art.
Det er vi faktisk lidt kede af. der må være ønsker nok et sådant elevråd kan behandle.
I den forbindelse nævnte formanden, at han havde hørt om en privat skole i Jylland, der havde optaget 2 elevrepræsentanter i bestyrelsen, og det havde vist sig særdeles positivt, og det var muligt, det var den vej man skulle gå i Jyderup
Også biblioteket er man i gang med at udbygge og det samme er tilfældet med idrætsanlægget ved Kollegiet. I forbindelse hermed har man planer om at indrette en rigtig skrammellegeplads for de mindste - dog behørigt afskærmet..

Afslutning den 19. juni
Sluttelig nævnte formanden, at Realskolen hvert år er i plads nød for arrangementer af den store årlige afslutningsfest, der i år er berammet til lørdag den 19. juni kl. 10
Man har drøftet forskellige muligheder, men har atter i år med tak modtaget direktør Mogens Berggrens tilbud om at holde festen i Jyderup Kino. Og formanden opfordrede forældrene til i stort tal at møde op ved afslutningsfesten, der er et af årets højdepunkter. Og jo flere der møder op, jo festligere bliver det, sluttede Aage Mortensen.

Pænt regnskab
Revisor Funch Jensen, Jyderup, gennemgik det reviderede regnskab der balancerede med 1.133.741 kr. og udviste et overskud på 1255 kr. på indtægtssiden er statstilskud beregnet til 922.000 kr. og skolepenge mv. har givet 209.400 kr.
På udgiftssiden andrager lærerlønninger 845.157 kr. realskolens drift 82.628 kr. udgifter vedr. undervisning 61.649 kr., skolebussen 17.800 kr., reparationer og vedligeholdelse 22.970 kr., for at nævne nogle af de største tal. Status balancerede med 558.971 kr.
Det er ikke noget stort overskud sagde formanden. Men det er heller ikke meningen skolen skal give overskud. Alt skal helt og holdent komme skolen og dens elever til gode.

Nyvalg til bestyrelsen
I årets løb har medlem af bestyrelsen, fru Elisabeth Hastrup, "Birkenæs", Jyderup, bedt sig fritaget for hvervet på grund af manglende tid, og dette har bestyrelsen efterkommet. På generalforsamlingen nyvalgtes organist Aksel Mathiesen, Stokkebjerg Mark.
Genvalgt til bestyrelsen blev civilingeniør Jensen-Holm, Virum, repræsentant A. W. Taarn, Kagerup, og civilingeniør E. J. Bollerup, Hvidovre.
Under eventuelt drøftedes en række interne spørgsmål og i debatten havde flere ordet. Men inden dirigenten sluttede generalforsamlingen opfordrede formanden endnu engang forældrene til at møde op ved afslutningsfesten den 19. juni, ligesom han gjorde opmærksom på, at forældrene til enhver tid havde adgang til skolen og undervisningen og man så gerne langt flere forældrebesøg1


Kilde:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 9. juni 1971, side 6; Et godt og virksomt år for Jyderup Realskole
Note:

Sidst opdateret 13. februar 2015